Rejseplan med inspiration til guidede ture i Japan

Her er vores rejseplan til Japan med inspiration til guidede ture i Tokyo og Kyoto. For os var de 10 dage perfekt tid til at se og opleve Japan.

Det var vores første besøg i Japan, og vi valgte at rejse i september på grund af det behagelige vejr samt den store sumo-turnering i Tokyo. I Japan afholdes der i alt seks store sumo-turneringer (honbasho) årligt, og turneringen i Tokyo finder sted tre gange om året: i januar, maj og september.

Vi havde forberedt os på at der vil være utrolig mange turister der kunne gøre nogle af vore ture til seværdighederne besværlige, men det var ikke hvad vi oplevede. Der var ikke overfyldt med mennesker/turister de steder vi kom, så vi føler vi valgte den rigtige måned at besøge Japan i.

Her er den plan vi havde lagt hjemmefra. Alle ture var booket hjemmefra gennem GetYourGuide, som vi altid benytter når vi er ude og rejse fordi det er nemt at ændre sin booking eller afbestille og vi har aldrig oplevet problemer med at få penge tilbage når vi har afbestilt.

Turene er med affiliate links til de ture vi selv bookede. Nedenunder i tabellen beskriver vi om vi synes turene var pengene og tiden værd. Jeg håber du kan bruge det til inspiration til din rejseplan til Japan.

Rejseplan Tokyo – Kyoto

Fredag den 19. septemberAnkomst TokyoAnkomst omkring midnat i Tokyo
Lørdag d. 20. septemberTokyoTokyo på cykel & fiskemarked på egen hånd
Søndag d. 21. septemberTokyoGuidet madtur i Shinjuku
Mandag d. 22. septemberTokyoSumo-kultur, historie og live-kommentarer
Tirsdag d. 23. septemberTokyoMount Fuji & Hakone
Onsdag d. 24. septemberTokyo til KyotoMed Shinkansen til Kyoto & Lanterner, geisha-mystik og skjulte templer i Gion
Torsdag d. 25. septemberKyotoNishiki-markedet
Fredag d. 26. septemberKyotoDagstur til Hiroshima & Miyajima
Lørdag d. 27. septemberKyoto Osaka på egen hånd.
Søndag d. 28. septemberKyotoPå cykel til Den Gyldne Pavillon og Arashiyamas bambusskov
Mandag d. 29. septemberKyoto til TokyoRejsedag med Shinkansen fra Kyoto til Tokyo


Jeg har skrevet om hvordan vi rejste rundt mellem og i byerne her: Transport i Japan. Om JR Pass kan betale sig og hvilken app vi brugte til Suica kort.


Anmeldelse af guidede ture i Tokyo og Kyoto

Lørdag d. 20. september: Tokyo på cykel & fiskemarked på egen hånd

Vi starter altid vores storbyferier på samme måde: med en cykeltur. Det giver det bedste overblik over byen.

Kl. 14.00 hoppede på en 3-timers guidet cykeltur, som tog os helt tæt på Tokyos pulserende gader, gemte templer og store vartegn. Det var den perfekte introduktion til byen.

Vi bookede denne guidede cykeltur i Tokyo.

Efter cykelturen tog vi undergrunden ud til det berømte fiskemarked på egen hånd. Det er nemt at finde derud med metroen. Vi gik rundt i de små gader og sammensatte vores egen menu af smagsprøver: frisk sushi, friturestegte rejer og grillet wagyu-oksekød direkte fra grillen.

Søndag d. 21. september: Guidet madtur i Shinjuku

Søndag aften kl. 17.00 havde vi booket en guidet madtur i Shinjuku, men det blev desværre rejsens største skuffelse.

Turen føltes ikke som at “spise som en lokal”. Guiden tog os med ind i det mest turistede område, og vi endte med at bestille mad, som vi i forvejen udmærket kendte og selv ville have valgt – som klassisk sushi og gyoza.

Mandag d. 22. september: Sumo-kultur, historie og live-kommentarer

Mandag kl. 13.00 var dedikeret til en af de helt store japanske traditioner: Sumo! Vi havde booket den store sumoturneringstur, og det var en virkelig god oplevelse.

Vi kiggede efter billetter direkte hos Ticket Oosumo som er den officielle forhandler, og der kan billetter købes til nogle gode priser. Men vi besluttede os for at bestille det som en guidet oplevelse da vi ellers tænkte vi ikke ville forstå noget af det. Og det er vi glade for vi gjorde, det var en virkelig god oplevelse.

Vi købte disse billetter hos GetYourGuide – sumo tournering Tokyo.

Turen var i en lille, intim gruppe på maks 10 mennesker, og vi havde en fantastisk sumoekspert som guide. Vi startede med en interessant byvandring i Ryogoku (sumobyen), hvor vi så de historiske vartegn og kiggede på sumostaldene udefra, hvor bryderne bor og træner. Det gav så meget god baggrundsviden så vi bedre forstod sporten.

Bagefter tog vi ind i selve sumo-arenaen. Det geniale ved denne tur var, at vores guide fungerede som live-kommentator under kampene via headsets. Man forstår virkelig sporten og de mange ritualer på en helt anden måde, når man får forklaret reglerne i realtid.

I arenaen kunne man købe snacks og øl ligesom på et fodboldstadion herhjemme.

OBS: Man kan vælge at tilkøbe en traditionel “chanko-middag” (den gryderet, sumobrydere spiser). Det valgte vi, men det vil vi ikke anbefale. Det var en mærkelig og meget turistet oplevelse, og guiderne spiste ikke selv med. Så vælg turen for sporten og historien, men spis et andet sted bagefter.

Tirsdag d. 23. september: Mount Fuji & Hakone

Tirsdag morgen kl. 8.30 gik turen mod det Mount Fuji. Vi havde booket en 10-timers bustur, men for at være helt ærlige: Det var simpelthen ikke pengene eller tiden værd.

Det meste af dagen gik med at sidde i en bus. Vores guide fortalte stort set intet om området eller historien undervejs, hvilket gjorde turen utrolig lang. Vi fik dog set Mount Fuji fra busvinduet, hvilket trods alt var flot.

Onsdag d. 24. september: Lanterner, geisha-mystik og skjulte templer i Gion

Onsdag pakkede vi kufferterne og tog med Shinkansen mod Kyoto, det tager ca. 2,5 timer.

Efter vi havde tjekket ind på vores hotel tog vi på en aften-byvandring i det historiske Gion-kvarter.

Denne guidede byvandring i Geisha kvarteret i Kyoto kan vi varmt anbefale.

At gå igennem Gions brostensbelagte gader, som er spækket med smukke, gamle tehuse, føles næsten som at træde ind i en gammel film. Gion er det centrum for den japanske geishakultur, og det giver et indblik i landets fortid. Vi var heldige at se en geisha (tror vi) gå ned af en af sidegaderne.

Vores guide tog os med helt ind i hjertet af kvarteret, hvor vi så de smukt bevarede machiya-rækkehuse i træ, eksklusive tehuse og charmerende små souvenirbutikker.

Undervejs på turen kom vi forbi nogle historiske vartegn, blandt andet Hõkan-ji-pagoden: Den ikoniske 5-etagers pagode, der rejser sig over tagene og er selve symbolet på Kyotos kulturarv.

Området i Gion kvarteret er virkelig smukt og interessant at gå rundt i. Det kan anbefales.

Torsdag d. 25. september: Nishiki-markedet

Efter den lidt skuffende madtur i Tokyo var vi en smule spændte på madtur i Kyoto. Vi havde booket en guidet madtur på det berømte Nishiki-marked – og heldigvis viste denne tur sig at være en rigtig god oplevelse.

Vi valgte denne guidede mad tur i Kyoto. Guiden var pensioneret engelsklærer og havde mange interessante historier. Desuden sagde hun at september er et rigtig godt tidspunkt i Kyoto, da der ikke er så mange mennesker, som senere på efteråret eller i foråret.

Nishiki-markedet er over 400 år gammelt og bliver med god grund kaldt for “Kyotos køkken”. Det er en ekstremt livlig overdækket markedsgade fyldt med boder.

Fredag d. 26. september: Dagstur til Hiroshima & Miyajima

Fredag havde vi booket en komplet dagstur fra Kyoto til Hiroshima og den hellige ø Miyajima. Det kan anbefales at besøge den lille ø Miyajima, den var virkelig smuk og i denne guidede tur var der tid til at slappe af og nyde øen efter vi havde besøgt Hiroshima.

Den her tur bookede vi til Hiroshima fra Kyoto.

Vi mødtes med turens personale på mødestedet i Kyoto, hvor vi fik udleveret vores Shinkansen-billetter. Derefter fulgte vores guide os til lyntoget. Da vi ankom på stationen i Hiroshima, stod der en rundturbus klar, det var godt organiseret.

Vi besøgte Atombombekuplen i Hiroshima Peace Memorial Park, hvilket var en oplevelse der gav lidt kuldegysninger.

Efter besøget i parken kørte vi til havneområdet hvor vi fik frokost. Vi fik serveret en lokal Hiroshima-style okonomiyaki. Det er en slags madpandekage, som tilberedes i lag med svinekød, masser af kål, bønnespirer og nudler.

Efter frokost tog vi færgen over til den smukke ø Miyajima. Her oplevede vi et af de mest ikoniske syn i Japan: Itsukushima-helligdommen. Den store, røde torii-port ser ud som om, den flyver på vandet ved højvande. Øen er i det hele taget meget smuk og fredelig, der er butikker og restauranter og tid til at slappe af på turen. Der går også vilde rådyr rundt på øen og i byen, som man kan komme tæt på.

Lørdag d. 27. september: Osaka på egen hånd.

Lørdag hoppede vi på toget fra Kyoto og kørte den korte tur til Osaka, turen tog en time.

Vi brugte dagen på at gå rundt mellem skyskrabere, shoppegader og det berømte Dotonbori-kvarter, hvor de gigantiske neonskilte og mekaniske krabber præger gadebilledet.

Osaka virker mere kaotisk end Tokyo, og byen er mere turistet. Til gengæld er der mange restauranter langs floden inde i byen hvis man godt kan lide at sidde ved noget vand. Det kan vi godt, så det var en god oplevelse at drikke en øl ved vandet efter vores sejltur langs floden.

Søndag d. 28. september: På cykel til Den Gyldne Pavillon og Arashiyamas bambusskov

Vi havde booket en 6-timers cykeltur for at komme rundt og se så meget af Kyoto vi kunne.

Vi kom forbi flere templer, kørte igennem små baggader og fredelige kvarterer. Vi stoppede også ved den Gyldne Pavillon (Kinkaku-ji), som var flot, men der var mange mennesker.

Et af vores stop, og grundet til vi valgte den cykeltur, var Arashiyama Bamboo Forest. Det var fascinerende at se bambusskoven, og der var ikke så mange mennesker, så det var en fin gåtur gennem skoven.

Vi holdt frokostpause på en meget autentisk lokal restaurant i området lige inden bambusskoven.

Turen var lidt lang, og bambusskoven var sidst på ruten, men turen kan anbefales. Vi valgte denne guidede cykeltur i Kyoto.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *